123strik.dk - en blog om strik, garn og livet i almindelighed
NYHEDSBREV
Weblog
- Arkiv (weblog)
Strikkegalleri 2007
Strikkegalleri 2006
Strikkegalleri 2005
Strikkegalleri 2004
Strikkekalender
Strikkeråd
Pindestørrelser
Garntykkelser
Omregning af mål
Nordiske strikkeblogge
Links
Webmaster ;-)
Projekt 365
August 2008
Juli 2008

<- Forår 2009| Efterår 2009 ->

Sommer 2009


30. august - så er efteråret lige om hjørnet

Ja sommeren 2009, skulle også blive en sommer uden indlæg her på bloggen. Jeg ved ikke helt hvorfor det ender sådan. Det er ikke fordi jeg ikke nørkler om sommeren, måske bare fordi jeg alligevel sparer en lille smule på computeren om sommeren.

Og nu er efteråret lige om hjørnet, og det betyder at der nu ikke er så længe til, at Ærten kommer ud til os. Vi glæder os. I mit hovede kommer han ud til os i næste weekend, plus minus det løse. Men nu må vi jo se :-D.

Og sommerens nørklerier bære selvfølgelig præg af det kommende familiemedlem. Først en pusletaske...

Mønster: Amy Butler's Nappy Bag.
Stof: Alt stof i ren bomuld. Yderstof er med print af Denise Schmidt Flea Market Fancy og forstof med print af Heather Bailey's Bijoux. Og til forstækning af tasken er brugt canvasstof fra stof2000.
Syet til: Mig - og Ærten ;-).
Tilfredshed: Jeg tror vi bliver glade for den. Lige nu står den pakket klar til at medbringe på hospitalet - i tilfælde af veer ;-)

Også lidt bleer til Ærten (4 stk, det er bare kun den ene jeg har fået taget billeder af) og bind til undertegnede. Og ja, jeg har også syet indlæg til bleer, men de er altså temmelig kedelige at kigge på, så intet billede af dem.

Også er det blevet til et par blebukser mere...

Opskrift: "Curly Purly" Blebukser af Marnie Ann Joyce (gratis opskrift).
Størrelse: Small (på nummer 2 billede ligger de sammen med dem jeg tidligere har strikket i størrelse newborn og medium.
Pind: 3, 3½ og 4½ mm (ja, der bruges umanerligt mange pinde til de små bukser).
Garn: Mellem 50 og 100 g. Strikket af Peruvian Highland Wool fra Filcolana (i farve 221 og 219).
Strikket til: Ærten.

Og sokker til Ærten, Aske og mig

Og de er strikket i henholdvis Zauberball i chokoladenuancer, Arwetta i farve 726, Zauberball i tropiske fisk og Opal Harry Potter - Ron.

Og en af mine gode veninder fra Landbohøjskolen fik en lille pige i onsdag. Og jeg havde strikket en lille kjole i barselsgave.

Opskrift: Lille pigekjole af Rachel Søgaard.
Størrelse: 6 måneder (må kunne bruges som kjole fra ca 6 måneder, senere som tunika for at ende sine dage som vest ;-).
Pind: 3 mm.
Garn: 78 g New Zealand lammeuld (i farve 130 - som er i restordre, jeg håber at have mere på lager om 4 uger eller så.
Strikket til: Barselsgave til lille Beck.

Og sidst har jeg ikke fået vist min mors fødselsdagsgave frem, så den kommer her...

Mønster: Eget påhit. "Forsiden" består af små skrå strimler og "bagsiden" af store vinkelrette firkanter.
Stof: Alt stof i ren bomuld og med diverse print fra Amy Butlers Midvest Modern.
Syet til: Min mor.
Tilfredshed: Jeg er tilfreds, og jeg tror også min mor kan lide det.

Måske jeg har glemt et eller andet, men jeg tror nu nok at det i hvert fald er det meste af det, der er blevet færdig i løbet af sommeren. Og bloggen her, den skal jeg i hvert fald nok love at opdater når Ærten er kommet ud, hvis ikke før.

Skriv en lille kommentar


24. juni - Så fik vi da lidt sommer...

Varmen kom. Jeg måtte tage min ring af i går, og hænge den om halsen. Gravid i varmen betyder åbentbart vand i fødder og hænder. Jeg tror godt, at jeg kunne tage ringen på i dag igen, men nu får den vist bare den får lov at hænge der om halsen til engang i september. 10 uger er der til termin i dag. Det er både skræmmende tæt på, og om meget lang tid. Lang tid at være gravid endnu, kort tid til vi bliver fire i familien.

Jeg kunne ikke lade være at finde kameraet frem i morges. Jeg bliver altid så nærvøs, når de pudser vinduer overfor (og de gør det hver uge...). Jeg mener, de står jo nærmest uden for vinduet - og det er på 3. sal. Jeg ville ikke turde.

Askes raglansweater blev færdig, så han kunne have den på i børnehave i mandags. En uldsweater er jo stadig god en sommermorgen, selv om det ellers er vejr til shorts. Den kan jo heldigvis ryge i tasken, når solen får magt.

Opskrift: Oppe-fra-og-ned-raglan. Strikke, strikke, strikke...
Størrelse: Passer Aske, dog i den store ende (lidt vokseplads er godt ;-), så det må være en størrelse 104-110 cl eller deromkring.
Garn: 225 g Zauberwolle i farve 1701.
Pinde: 3 mm til ribkanter ellers 3½ mm.
Strikket til: Aske.
Tilfredshed: Garnet er blødt og dejligt farverigt. Fuldstændigt utilregneligt i farverapporten, men det bidrager til underholdningen. Den er blevet lige det breddeste i bullen, men det går...

Skriv en lille kommentar


21. juni - Så skal vi bare have lidt varmegrader...

Ugen forsvandt i forrygende tempo. Jeg fik lavet billederne klar til bloggen allerede sidste søndag, men bare ikke lagt dem ind. Nu sover gemalen på sofaen, Aske ser "Lille nørd", også kan jeg vel lige snige mig til et blogindlæg, inden vi går igang med projekt: "Vi får sat lidt styr på lejligheden til den kommende uge".

Men nu er Aske klar til, at der forhåbentligt kommer lidt varme dage ind i mellem i den kommende tid. To par shorts blev det til i sidste weekend:

Mønster: Meedom og Meedom, bukser form 2 med sidesømme. De er lavet længere end de foreslåede shorts (knælinjen + 5 cm + sømrum til ombuk). Lommerne har jeg selv tegnet med inspiration fra Slyngebarn.
Størrelse: str 5 år (104-110 cl).
Stof: Barbapapastoffet er gardiner fra Netto. Frøerne er fra Michael Miller (Frog Chow).
Syet til: Aske.
Tilfredshed: Nettostoffet er sjovt - men det taber farve allerede første gang det vasket, så kvaliteten er sgu ikke for god. Det er så i orden, når der ikke er tale om et projekt det tager flere dage at sy, men ellers ville det være for træls. Heldigvis vasker jeg alt stof inden jeg syr, så ingen ubehagelige overraskelser. Lommerne på frøshortsne er forbedret en smule i forhold til første par, men ellers er de ens.

Og lige et par detaljebilleder af lommerne:

I går var jeg til webstrik-strik-in hos Lene Sophie. Det har jeg ikke været siden jeg fik Aske - botset fra en lille endagsdeltagelse på den årlige strikkefestival, sidst det var på Sjælland - så det var rigtig hyggeligt at komme afsted. 4 timer hvor man ikke skal andet end at strikke og spise hjemmebagt brød og kage, det kan man da lige klare ;-). Askes raglan blev næsten færdig. Her til morgen blev den helt færdig, og nu ligger den og hygger sig i vaskemaskinen, der er sat til "uldprogram"... Tak for en dejlig eftermiddag, til jer der var der. Og hvis nogen af jer, der var med i går, skulle finde på at kigge forbi her - vil I så ikke være søde til at smide et link til jeres blog i kommentareren. Jeg kender vejen til Lene Sophie, Lise, Line og Pia T's blogge, men hvis der var andre bloggere, må I meget gerne ligge jeres link, så jeg kan besøge jeres blogge.

Skriv en lille kommentar


6. juni - Om at strikke til en lille ny

"Det er mærkeligt, men lysten til at strikke vokser hos mange i takt med maven. ... Ur-instinkterne hærger i kroppen og påbyder én at skaffe varmt tøj til den lille!"

Sådan skriver May B. Langhelle i sin bog "Blød begyndelse" (den danske oversættelse af den norske bok "Myk start"). Og jeg kan godt mærke det der urinstinkt. Trangen til at lave små varme bløde tøjgenstande til den voksende og sparkende ært i maven vokser.

I øvrigt synes jeg Langhelles bog er fantastisk sammenlignet med mange mange andre babybøger. Langt de fleste projekter kan strikkes til både piger og drenge - og også, når man ikke ved hvad man venter, eller gerne vil strikke noget, der kan bruges af de søskende der måtte komme til, uanset om de er drenge eller piger. Og så er de fleste opskrifter til de små pinde, som helt ærligt egner sig bedst til babytøj. Der er også projekter til lidt tykkere pinde, men så er der en grund til de tykkere pinde er valgt: Du finder ikke en trøje til en nyfødt på pind 6 mm, til gengæld finder du en kørepose på pind 6 mm, og det er i orden med mig. Tilmed er der også lidt opskrifter til moderen - f.eks. en varm undertrøje til at holde ammebrysterne varme, og ja der er også en opskrift på uldne ammeindlæg. (Og jeg kan kun anbefale ammeindlæg i uld, så de kommer nok også på pindene - på et tidspunkt).

De sidste dage, har den uldne trang har ført til lidt blebukser...

Opskrift: "Curly Purly" Blebukser af Marnie Ann Joyce (gratis opskrift).
Størrelse: De brune er størrelse "newborn" og de petrol- og blomme-farvede er størrelse i "medium".
Pind: 3, 3½ og 4½ mm (ja, der bruges umanerligt mange pinde til de små bukser).
Garn: 45 g til de brune og ja, de store har jeg ikke fået vejet, men de vejer under 100 g ;-). Begge par er strikket af Peruvian Highland Wool fra Filcolana (de små i farve 973 og de store i farve 202 og 222).
Strikket til: Ærten.

Og et par små pigede blebukser - en lille barselsgave til en lille pige - er det også blevet til.

Opskrift: Blebukser fra "Blød begyndelse" (norsk: Myk start) af May B. Langhelle.
Størrelse: 0-6 mdr.
Pind: 5 mm.
Garn: 55 g Reggea (i farve 1872).
Strikket til: Barselsgave.

Skriv en lille kommentar


2. juni - Pinsens syprojekter...

Det er altså ikke fordi jeg er holdt op med at strikke, men det er jo meget hurtigerer at sy end at strikke, så der skal ikke så meget til, at det bliver til lidt ;-)

I pinsen er det blevet til ventebukser til undertegnede og et par sommerbukser til Aske.

Mønster: Onion mønster 4004 - med lavere talje, løbegang til elastik og ribkant til maven.
Størrelse: 44.
Stof: Viskose/bomuldsstrækstof købt til 10 kr/meter, da "Okker-Gokker" holdt stofudsalg i sidste uge (rester fra syning af deres børntøj) og rib fra den nye stof- og garnforretning i Stege ;-).
Syet til: Mig, dog med plads til Ærten.
Tilfredshed: Jeg er lidt viskoseforskrækket og går normalt langt uden om denne fibre, men det her stof er okay, om end jeg nok ville have synes, at de var lækre i ren bomuld. Bukserne er behagelig, men alt for trænningsbukseagtige, til at jeg vil have dem på på arbejde (Aske rammer meget godt med kommentaren: "Mor, hvorfor syr du natbukser?"). Men jeg tør nok godt prøve med et par mere, jeg tænker et par hørbukser ville dejlige, og pæne nok til arbejdsbrug. (De er pænere på, end liggende fladt på jorden...).

Mønster: Mønster nummer 21 fra Ottobre 1/2009, dog med andre lommer.
Størrelse: 104 cl - passer perfekt, men der er vokseplads i længden (Aske måler 103 cm).
Stof: Bomuldstof fra Japan - kraftigere end lagenlærred, men ikke så kraftig som canvasstof. Faktisk ret perfekt til sommerbukser.
Syet til: Aske.

Også kan vi aldrig finde, hvor vi nu lige har fået lagt Aske sommerhatte, så et par ekstra er altid godt:

Mønster: Mønster nummer 4 fra Ottobre 3/2009.
Størrelse: 50 cm (Aske måler 49 cm i hovedomkreds), se dog nedenfor.
Stof: Den gule er stof er bomuldsstof med print af Heather Ross (West Hill). Det mørkeblåstof er fra Japan. De ensfarvede stoffer er lagenlærred fra Stof2000.
Syet til: Aske.
Tilfredshed: Jeg syede den gule først, men da jeg prøvede den undervejs, virkede den lille. Derfor sprættede jeg op, og syede med 8 mm sømrum, frem for de 10 mm jeg havde klippet med. Resultatet blev at hatten er blevet for stor... Skyggen blev lige lovlig blød, og jeg synes der manglede lidt stikninger oppe på hatten. Derfor er den blå syet helt efter mønsteret, og passer bedre, har stikninger og endelig skråbånd i kanten, for at stive den af. Den er jeg ret tilfreds med. Måske jeg bare skulle have valgt en lysere farve, i betragtning at mørke farver virker varmere i solen. Så der er basis for en tredie ved lejlighed - i en lysere farve.

Skriv en lille kommentar

<- Forår 2009| Efterår 2009 ->


Søg på 123strik.dk

Om...
Mor til to skønne drenge fra 2006 og 2009. I fritiden slapper jeg af med husmoderlige sysler som strik, syning, madlavning og bagning mm. Når jeg arbejder, sælger jeg garn. I 2009 overtog jeg Filcolana, der sælger garn engros.

Følg mine WIP på Ravelry